Fra Kristeligt-dagblad.dk/18. juli 2006.
Hytten skriver stadig historie.
Harriet B. Stowe var ingen Shakespeare, men hun kunne noget med at sætte skub i de store følelser. Hendes roman om "Onkel Toms hytte" var medvirkende årsag til den Amerikanske borgerkrig. Nu åbner den rigtige onkel Toms slavehytte i Maryland for offentligheden.
– Nå, så De er den lille kvinde, der skrev bogen, som udløste den her store krig, udbrød USA's Præsident Abraham Lincoln, da han i 1862 mødte forfatteren til romanen "Onkel Toms Hytte", Harriet Beecher Stowe. Året efter ophævede Lincoln slaveriet.
Selvfølgelig var det ikke den blege, sortklædte præstedatter med slangekrøller under kysen, der havde ansvaret for den Amerikanske borgerkrig 1861-65, men Præsidenten havde ret i, at hendes roman "Uncle Tom's Cabin" fra 1852 blev en medvirkende årsag til krigen, der kostede 600.000 dræbte og lige så mange sårede.
Godt nok handlede borgerkrigen mellem syd og nord om økonomiske og sociale uligheder, men den gjaldt først og fremmest uenigheden om retten til at holde mennesker som slaver og sælge dem videre som en handelsvare. Og her varmede Stowes godt op under konflikten med sin bestseller om den fromme, pligtopfyldende slave Tom og hans hjerteskærende skæbne.
Man følger ham, fra han er lille dreng hos en rar, hvid familie i Kentucky, som må sælge ham, fordi den kommer i pengenød, til han senere kommer i tjeneste hos en brutal slaveejer i Syd. Indimellem er han ansat flere steder og må leve adskilt fra hustru og børn.
Til allersidst i hans liv dukker sønnen fra hans første, flinke ejer op for at købe ham tilbage. Alt skulle være godt igen, men det er for sent. Tom er døende, pryglet og mishandlet som straf for, at han prøvede at hjælpe nogle andre slaver. Alligevel tror han stadig på Gud og mennesker.
Mødet med familien i Kentucky har vist ham, at der også findes kærlighed hos hvide mennesker. Retfærdigheden og barmhjertigheden vil vinde en dag, tror han, og slaveriet blive afskaffet.
Fortællingen blev først bragt som føljeton i 40 afsnit i den lille Washington-avis National Era. Her nikkede læserne indforstået, for avisen blev fortrinsvis læst af modstandere af slaveriet. Men lidt efter lidt spredtes historien til bredere kredse, og afsnittene blev kopieret og sendt rundt i USA, hvor de fungerede som en øjenåbner.
Mange Amerikanere troede, at det i det store og hele gik rimeligt for sig blandt de 3,5 millioner sorte slaver og deres hvide ejermænd i sydstaterne. I 1804 var slaveriet blevet ophævet i nordstaterne, ikke bare af humanitære grunde, men også fordi det ikke længere svarede sig i den nye industrialisering. I sydstaterne derimod, styrkede man slaveholdene for bevidst at holde gang i den gammeldags produktion af bomuld, tobak og ris.
Godt nok var Harriet Stowe (1812-96) ingen Shake-speare, men hun kunne noget med at sætte skub i store følelser. Da føljetonen til sidst udkom som bog, stod folk på nakken af hinanden for at købe den, og i løbet af det første år solgte den over 300.000 eksemplarer.
Kort efter fulgte oversættelser til en lang række sprog. Allerede i 1853 udkom "Key to Uncle Tom's Cabin", hvor Stowe fortæller om den virkelige onkel Tom, en sort slave, Josiah Henson, hvis liv havde inspireret hende til fortællingen, også selvom Josiah selv var langt mere ydmyg end Tom.
Bogen skulle imødekomme de kritikere, der påstod, at hun ikke anede, hvad hun snakkede om. Samme år udkom guiden også i en version for børn. I løbet af de følgende år eksploderede romanens oplag på 60 sprog, og i kølvandet opstod en tidlig form for merchandise, såkaldte tomitudes, det vil sige ting og sager, der havde med handlingen i "Onkel Toms Hytte" at gøre: Lamper, askebægre, samlekort, dukkehuse, billeder, med mere.
I 1903 kom den første filmatisering, instrueret af Edwin S. Porter. Den nåede Harriet Stowe ikke at opleve. Til gengæld prøvede hun, hvad det ville sige at komme fra en mere anonym tilværelse som småbørnsmor til et liv i rigdom og berømmelse, lidt ligesom Harry Potters "mor", forfatteren J.K. Rowling, gjorde mange år senere.
Med hensyn til de mange filmatiseringer af romanen gennem årene hjalp Stowe filmfolkene godt på vej ved en dramaudgave af bogen, som udkom 1855 under titlen "Den kristne Slave". I virkeligheden var det ikke så meget slaven Tom, der flyttede stemmer i samtiden.
Det var romanens parallelhistorier, der gjorde størst indtryk. Her læste man om hvide, progressive politikerhustruer og kloge godsejerfruer, der havde klart bedre føling med tidens folkelige strømninger end deres snævertsynede, konservative mænd.
Eller om den unge sorte Eliza, der med sin mand, George, og parrets lille barn flygtede fra brutale, fordrukne slaveejere til friheden i Canada, efter dramatiske scener med Eliza, der springer af sted fra isflage til isflage på Ohio-floden med sin søn i favnen.
Harriet Stowe havde selv engang overværet, hvordan et flygtende sort slaveægtepar blev tvunget fra hinanden på Ohio-floden. Episoden blev sammen med slaveflugtloven fra 1850 dråben, der fik bægret til at flyde over og romanen til at blive skrevet.
Loven "Fugitive Slave Law" forpligtede nordstaterne til at eftersøge og tilbagelevere flygtede slaver til deres ejermænd i syd. Selv sagde forfatteren: "Jeg har bare været et redskab i Vorherres hånd. Æren for romanen tilhører Ham."
Efter den Amerikanske borgerkrig dalede salgskurverne for "Onkel Toms Hytte" støt og roligt. Første filmatisering af romanen kom i 1903. I løbet af det 20. århundrede er den langmodige onkel Tom-figur blevet tolket som lidt af hvert, lige fra forræder mod den sorte bevidsthed til et Gandhi-agtigt forbillede for ikke-voldelig, politisk modstand.
I fremtiden bliver det muligt at besøge den slavehytte i Bethesda, Maryland, som var Josiah Hensons hjem i 30 år. For få måneder siden besluttede de lokale myndigheder at købe hytten og et nærliggende hus samt en 405 hektar stor grund, som engang var tobaksplantage, og forvandle det hele til historisk område.
