Babelstårnet og sprogforvirringen - del II af II.

Fra Jesus lever.
Af Eskild Særkjær.

Arkæologiske og historiske vidnesbyrd om Guds Ords troværdighed.

Sprogforvirringen
Som det fremgår af 1 Mos 11:7-9, så forvirrede Gud menneskehedens tungemål (deraf navnet Babel, som betyder forvirring), og spredte dem ud over hele jorden - og Babelstårnet blev derfor aldrig bygget færdigt.

Selvom forskellige Bibelkritikere har latterliggjort denne beretning i Bibelen, som de også har gjort med stort set resten af Bibelen, så er der dog ingen grund til det.

For det første, fordi Gud er historiens Gud, som har inspireret Bibelens forfattere til at skrive det, de gjorde, og som derfor 'er troværdig tale og fuld modtagelse værd'.

Og, for det andet, så bekræftes meget af det, der nævnes i Bibelen, af de mange historiske og arkæologiske beviser, som der kommer flere og flere af, som årene går.

Vi har fx lige set, hvordan Kong Nabonid beskrev gudetårnet, som godt kunne være identisk med Babelstårnet. Dertil kommer, at den nyere forskning viser, at Verdens sprog og gener peger tilbage på det samme sted i Sumer [Mellemøsten], hvor Babelstårnet stod.

I 1786 fandt Sir William Jones eksempelvis en tydelig sammenhæng i verbernes rødder og de grammatiske former i de fleste gamle sprog, som fx Sanskrit, Persisk, Græsk, Latin, Keltisk og Tysk, der geografisk ligger meget spredt.

Der var så mange ligheder mellem de nævnte sprog, at sprogforskerne konkluderede, at de måtte have en fælles udgangspunkt, og beregnede det til at være Mesopotamien, altså i det samme område, hvor Babelstårnet engang har ligget.

Siden dengang har adskillelige sprogforskere arbejdet videre på dette ’sprogtræ’, og mange af de nævnte forskere er siden kommet frem til, at det måtte være dérfra, alle sprog engang er udgået.

1995 blev teorien bekræftet ved hjælp af computer-matematik, som blev foretaget af tre forskere ved universitetet i Pennsylvania. Deres konklusion er den samme. Alle sprog i Verden stammer fra dette område.

Ud fra denne forskning konkluderer Henri Nissen, som er forfatter af bogen ’Syndfloden’, at ”Det [er] meget påfaldende, at de fleste af Verdens sprog, og dermed de fleste af Verdens folk, kan spores tilbage til et fælles udgangspunkt, og at dette udgangspunkt ligger netop der, hvorfra menneskeheden ifølge Bibelen på ny begyndte at sprede sig efter syndfloden..”

Genforskningen peger i samme retning. I generne ligger der nemlig altid spor fra tidligere slægter. Således kan vi fx se, at Nordeuropæere og Sydeuropæer engang har talt det samme sprog, og er derfor mere beslægtede end de andre sprogstammer i verden.

Ud fra en kortlægning af sprogenes udbredelse kan man påvise, hvor de store folkevandringer i Europa kom fra mellem år 400-800, og hvor de slog sig ned.

Fx har Finnerne og Ungarerne tilhørt den samme folkegruppe for ca. 1500 år siden, og man kan stadig høre en fælles oprindelse på disse to sprogstammer.

Det er i øvrigt den samme genforskning, som nu kan påvise, at eksempelvis Jøder, som bærer slægtsnavne som Katz, Cohen og Levi, og som ifølge traditionen skulle tilhøre gamle præsteslægter (Levitter), er mere beslægtet, end alle andre Jøder verden over, som ikke har præstelige navne.

Israel har da også fuldt ud anerkendt dem som de Levitter, hvis mandlige afkom engang skal være præster i det kommende Tempel i Jerusalem.

Går man endnu længere tilbage i sprogstamtræet, kan det genmæssigt påvises, at alle mennesker engang har haft den samme forfader, hvilket selvfølgelig ikke kan undre, fordi Bibelen jo netop beskriver, at alle Jordens folk er efterkommere af Noah, hvis efterkommere først spredte sig ud over det frugtbare landområde i Mesopotamien, hvor de senere byggede Babelstårnet.

Det nye er dog, at videnskaben igen og igen bekræfter de Bibelske beretninger, og det har gjort, at de Bibelkritiske teologer og andre i stigende grad har svært ved til stadighed, at fastholde deres argumenter mod Bibelen pålidelighed.