Fra Dialogcentret.dk/16. december 2003.
Af Birger Langkjer.
Mange Kristne er i tvivl om, hvordan man skal forholde sig til Frimureriet. Denne artikel søger at give et nøgternt svar uden sensationalisme.
Hemmelige selskaber har altid været omgærdet med en vis mistænksomhed fra offentlighedens side. Selv de Kristne blev i begyndelsen beskyldt for alt muligt, fordi andre mennesker ikke vidste, hvad der foregik ved de Kristne gudstjenester.
Oprindelig var ikke-døbte f.eks. udelukket fra at deltage i den del af gudstjenesten, der indeholdt nadveren. Det, at det kaldtes et »kærlighedsmåltid«, gjorde, at fantasien hos nogle fik frit løb.
Nero brugte den almindelige mistro over for de Kristne til at give dem skylden for Roms brand, som han højest sandsynlig selv stod bag, fordi han ville genopbygge byen med flere paladser og større pragt.
Der er i tidens løb gået mange historier om Frimurerne, bl.a. at de forsøgte at styre verdensøkonomien fra kulisserne, at der foregik okkulte ritualer i deres loger, og at den Amerikanske revolution var et produkt af Frimureriet.
I Katolske og Ortodokse lande har Frimurerne og Kirken altid været i krig med hinanden, og Frimurerne i disse lande er meget anti-Klerikale, men i de Protestantiske lande har Frimurerne ofte været kristelige.
Hitler og Nazisterne forfulgte Frimurerne og konfiskerede mange af deres skrifter. Socialistiske regeringer har også været mistroiske over for Frimurerne, bl.a. Kommunisterne i Sovjet og Labour i England. Totalitære regimer har aldrig brudt sig om organisationer, der unddrager sig kontrol.
I England har der i nyere tid været kontroverser omkring Frimurerne, fordi de blev mistænkt for Nepotisme. Der har været frygt for, at man ikke kunne stige i graderne f.eks. inden for politiet, med mindre man var Frimurer, fordi der var så mange Frimurere i politikorpset.
Der bliver særlig et problem, hvis man kæmper for ligestilling, idet Frimurere næsten altid er hvide mænd (der har været Muslimer, Hinduer og sorte Amerikanere, der har været Frimurere, men det er ikke særlig udbredt. Kvinderne har deres egne loger, som er adskilt fra mændenes. Der findes dog også nogle blandede ordner).
Der har været sager, hvor Frimurere indenfor politi og retsvæsen er blevet mistænkt for at dække over hinanden. I 60’erne og 70’erne var tilgangen til logerne ikke ret stor, og Frimureriet var i fare for at blive en bedstefar-hobby. I dag er de unge mere interesserede i ritualer og hemmelige selskaber, så der er igen fremgang i medlemstallet.
Tilsyneladende har Frimurerne været forfulgte på samme måde som de kristne og jøderne. Skal vi så ikke behandle dem med samme respekt, som vi behandler andre forfulgte mindretal? Naturligvis, men derfor bør vi alligevel tage et kritisk blik på dem – om ikke andet så for at se, hvor rygterne stammer fra.
Tilsyneladende var der en del af den Amerikanske revolutions fædre, der var Frimurere. Det hævdes også, at øjet på toppen af en pyramide på Amerikanske 1-Dollarsedler er et Frimurersymbol. Der er dog også nogle, der hævder, at »Det altseende Øje« er et symbol på Forsynet (dvs. Gud den Almægtige), der stammer fra Renæssancen, og at det først senere er blevet brugt af Frimurerne.
Hvis Frimureriet er religiøst, ville det være meget nyttigt at vide, hvad det er for en religion og hvilke værdier, der evt. har stået fadder til Verdens mægtigste nation.
Afsløringer af Frimurernes hemmeligheder
På trods af Frimurernes hemmelighedskræmmeri er der fra tid til anden alligevel kommet nogle ting frem, som kaster lys over deres lære og ritualer. Da Odd Fellow Palæet i København brændte i 1992, opdagede brandmændene f.eks. en kiste med et skelet i, som blev brugt i nogle ritualer.
Der er er også nuværende og afhoppede Frimurere, der har lækket informationer på trods af, at de har sværget højt og helligt på ikke at afsløre logens ritualer (oprindelig skulle man sværge, at man skulle have halsen skåret over og tunget revet ud, hvis man talte over sig, men det er vist blevet modereret i vore dage).
Én af de første afsløringer stammer allerede fra 1723 og beskriver, hvordan en ny Frimurer bliver indviet: Kandidaten skal aflægge forskellige eder, svare på nogle spørgsmål og får nogle hemmelige navne betroet.
I 1827 udkom der i USA en bog af en udstødt Frimurer ved navn Kaptajn William Morgan, der hævdede at afsløre alle Frimurernes hemmeligheder. Det var risikabelt, eftersom Frimurerbevægelsen var meget stærk i USA. Frimurerne forsøgte først at forhindre udgivelsen bl.a. ved at sætte ild til trykkeriet. Da det ikke lykkedes, kidnappede de forfatteren og kørte ham op til grænsen til Canada, hvorefter man aldrig hørte mere til ham.
Frimurerne påstår, at de tog ham over grænsen, gav ham nogle penge og gav ham besked på at forsvinde og holde sig væk, hvis han ville beholde livet (det var sikkert deres oprindelige plan).
Andre påstår, at han blev smidt i Niagarafloden med noget tungt om benene. Angiveligt fordi de Canadiske Frimurere klogeligt nægtede at have noget med sagen at gøre, og at kidnapperne derfor fik kolde fødder og handlede i panik.
Sagen skabte så meget røre, at der opstod en hel anti-Frimurerbevægelse i USA. Folk var specielt rystede over, at Amerikanske politifolk og fremtrædende medlemmer af samfundet havde været involveret i bortførelsen. Alt dette røre førte til et tilbageslag for Frimurerne, men det blev hurtigt overskygget af spørgsmålet om Slavernes frigivelse og Borgerkrigen, og sagen gik i glemmebogen.
I 1994 udkom bogen »Frimureri. Mysterier, Fellesskap, Personlighetsdannelse« af Nordmanden Sverre Dag Mogstad, som er lærer på Menighedsfakultetet i Norge. Bogen vakte stor opmærksomhed, fordi den beskrev Frimurernes (dvs. først og fremmest det Svenske Frimureris) hemmelige ritualer i mange detaljer. Så hvis bogens afsløringer er troværdige, er der med andre ord ikke rigtig nogle hemmeligheder mere.
At Frimurerne skulle forsøge at styre verden fra kulisserne, er urealistisk. Jasper Ridley, forfatter til bogen »The Freemasons«, har undersøgt deres historie og er kommet frem til, at der har stået Frimurere på begge sider af alle større krige og konflikter i Europa, lige siden Frimureriet kom frem.
Loyaliteten overfor fædrelandet og det nære har med andre ord altid stået over loyaliteten mod logebrødre i fremmede lande, og i så fald giver det ingen mening at tale om en international sammensværgelse.
Nogle Frimurere har engang troet, at der fandtes en nulevende øverste leder, »Den viseste Salomon«, for alle Frimurere, men han har vist sig at være en fiktiv person.
Nedtoning af Okkultisme
At Frimurerne engang har betragtet sig som bærere af en hemmelig, Esoterisk og Gnostisk viden er ubetvivleligt for enhver, der har beskæftiget sig indgående med deres ritualer og tekster. Noget andet er, hvordan moderne Frimurere udlægger det. Det tyder på, at der er foregået en form for »afmytologisering« inden for det etablerede Frimureri. Måske skyldes det den almindelige rationalisme i samfundet eller måske, at den tætte kontakt til Kongehuset og Kirken har fået murerne til at rense ud i tankegodset for at fjerne eventuelle anstødssten og ikke risikere at tabe for meget på gulvet.
C.N. Starcke siger det således: »Der var ganske vist en tid, da man forstod det kongelige i den Frimureriske kunst som åbenbaringen af en viden, der ikke var tilgængelig for andre mennesker. Man troede, at Frimureriets betydning lå i, at det sad inde med en hemmelig viden om naturen og dens love eller en historisk tradition, som gav brødrene renere forestillinger om viljens forædling og stærkere tilskyndelser til at sætte sig ædle formål.
Ud fra den tro skulde det være Brødrenes pligt at våge over disse vigtige hemmeligheder. Men i vore dage er denne tro forsvundet eller døende, dels fordi der ingen sådanne hemmeligheder findes, dels fordi man i vore dage har forstået, at det virkelig værdifulde aldrig kan trives lukket inde bag hemmelighedens lås og slå, fordi forståelsen og tilegnelsen altid kræver fri og åben drøftelse og belysning af uklare og usikre punkter.« (Starcke: Frimureriet. Dets oprindelse og udvikling. Kbh. 1923.)
Starckes bog giver indtryk af, at der undertiden har været en indbyrdes kamp i logerne mellem en kritikløs, mystisk, Rosenkreuzerisk strømning og en mere rationalistisk, »liberalteologisk« holdning, der lagde vægten på pligter, socialt samvær og godgørenhed.
I Danmark synes de sidste at have sejret. De folk, der ønskede en mere Okkult og anti-Kristelig linje, lavede deres egne loger, som er den historiske baggrund for den moderne Satanisme og Heksereligion (OTO og Wicca).
Er Kristendom og Frimureri foreneligt?
Kan Frimureriet forenes med Kristendom? Frimurerne selv mener ja. De bruger Bibelen og Kristne symboler, men er indholdet helt det samme? Eller er det en form for religionsblanderi med elementer af Jødisk mystik (Kabbala), Kristen Gnosticisme, Alkymi og Oldtidens Mysteriereligioner?
Betragter Frimurerne sig som de sande Kristne, der har fået en kundskab, der ikke er os andre givet? Det er vigtige spørgsmål, men når Frimurerne skal forklare sig selv, føler man tit, at man bliver spist af med forenklede »søndagsskole«-forklaringer. Altså forklaringer, der ikke går alt for dybt, og som prøver at tale uden om vanskelighederne. Svaret må være både ja og nej, fordi der er så stor spredning indenfor Frimurerne, hvor nogle er meget Okkult interesserede og andre lægger mere vægt på det Kristelige.
Frimurerbevægelsen opstod i England i 1700tallet på baggrund af nogle murerlaug, der havde bygget Kirker. Disse murerlaug havde nogle indvielsesceremonier, som fik en religiøs overbygning, og de tiltrak folk, der ikke havde noget med murerhåndværket at gøre. Disse kaldtes for frie eller antagne murere.
Selv hævder Frimurerne at videreføre traditioner fra Tubal-Kain (Kains barnebarn, der ifølge 1 Mos. 4:22 var stamfader til smedene og dermed den første håndværker i historien) og de murere, der byggede templet i Jerusalem, og fra Tempelridderordenen, der blev undertrykt af den Franske Konge Filip IV, og som flygtede til Skotland og fik asyl hos Stuart-kongerne.
Tempelridderne blev bl.a. beskyldt for at tilbede Baphomet (en Middelalderlig forvrængning af navnet Muhammed), og Frimurerne har nogle legender om denne mærkelige ambivalente skikkelse, Baphomet. Det er naturligvis alt sammen myter uden nogen historisk kerne. Det er svært at få overblik over legenderne, fordi der er så mange modstridende beretninger.
Historierne om, at murerlaugene går tilbage til folk og begivenheder, der er nævnt i 1 Mosebog, er måske oprindelige lag, mens idéen om tilknytningen til Tempelridderne og diverse Gnostiske forestillinger nok er lagt på senere.
Det er nyligt kommet frem, at ca. 60 Præster i Folkekirken er Frimurere. Spørgsmålet er så, om disse Præster kun er med som privatpersoner, eller om de har Præstelige funktioner (f.eks. nadveruddeling) i forbindelse med visse ritualer. Hvis det sidste er tilfældet, siger det sig selv, at disse funktioner er unddraget Biskoppelig kontrol, hvilket kan blive et Kirkeretligt problem – alene af den grund, at de ikke vil kunne forklare Biskoppen, hvad der sker ved ritualerne (med mindre Biskoppen også er Frimurer af samme grad som dem selv).
Frimurerne lægger meget vægt på selvforbedring og moralsk dyd, hvilket strider mod Luthersk teologi, hvor frelsen gives uforskyldt af nåde alene og til alle, som beder om det. Lutherdommen er naturligvis ikke modstander af helliggørelse, tværtimod indgår det i indgangsbønnen hver søndag, men det må ikke blive sådan, at det Kristne fællesskab bliver elitært og selvretfærdigt.
Frimureriet er ikke »et barn af huset«, hvad dette punkt angår, men minder om Kristen Gnosticisme og oplysningstidens og mysteriereligionens tankegang. Det må være et problem for en Luthersk Præst, som vil være Frimurer.
Frimurerfællesskabet er en del af den Kristne Kirke, såfremt logebrødrene tilhører den Kristne religion. Men alle andre Kristne brødre og søstre er udelukket fra at deltage i deres selskab. Det strider imod Bibelens lære om det Kristne fællesskab, der bl.a. går ud på, at alle er lige: Der må ikke gøres forskel på rig og fattig, mand og kvinde, Jøde og Græker.
Man kan ikke over én kam fordømme alle Frimurere som Kættere, dertil er de for mangfoldige, og de fortolker læren for forskelligt (nogle er Kristne, andre er meget Okkulte og New age-inspirerede, se f.eks. Nyt Aspekt nr. 5, nov. 2003, s. 16-19), men der er mange elementer i Frimureriet, som er i modstrid med (eller fremmede for) den Kristne lære.
Hvor bliver Evangeliet f.eks. af, når det handler om selvforbedring og moralisme? Og brødrekærligheden mellem Kristne, gælder den kun brødrene i logen? Dersom Herren ikke bygger huset, er bygmesterens møje forgæves. Frimurerne bygger ikke alene på Evangeliet, men også på alle mulige mystiske legender og Okkulte traditioner (som formentlig ikke er ret gamle). Et hus, der er bygget halvvejs på sand og halvvejs på klippegrund, er ikke mere sikkert end ét, der er bygget på sand.
Litteraturhenvisninger: http://www.dci.dk/da/mtrl/index-frimurer.html
