Er Romersk Katolicisme Bibelsk?

Fra GracetoYou.org
Af John MacArthur.

I dagens økumeniske ånd har mange Evangelikale forlangt, at den Protestantiske Kirke skal opgive sit mellemværende med Rom og stræbe efter enhed med den Katolske kirke. Er det muligt? Er Romersk Katolicisme bare en anden facet af Kristi legeme, som burde bringes i forening med sin Protestantiske modpart? Er Romersk Katolicisme bare en anden Kristen trosretning?

Selvom der er mange fejl i den Katolske Kirkes lære (f.eks. dens tro på ´transsubstantiationen` forvandlingen af nadveroblaten og dens syn på Maria), så rejser to sig på forreste linie og påkalder sig særlig opmærksomhed: Dens nægtelse af dogmet ´Sola Scriptura` - Skriften alene - og dens nægtelse af den Bibelske lære om retfærdiggørelse. Kort sagt, fordi den Romersk Katolske Kirke har nægtet at underkaste sig Guds ords autoritet, samt at antage Evangeliet om retfærdiggørelse, sådan som Skriften lærer, har den udskilt sig fra det sande Kristi legeme. Det er en falsk og vildledende form for Kristendom.

Læren om Skriften alene (Sola Scriptura).Med reformatoren Martin Luthers ord, så betyder læren om Sola Scriptura at: “det, der bliver forsvaret uden Skrifterne, eller bevist som åbenbaring, kan holdes for en anskuelse, men man behøver ikke at tro på det".

Romersk Katolicisme forkaster dette princip direkte, idet den tilføjer en mængde traditioner og lærdomme og erklærer dem for bindende for alle sande troende – med trusselen om evig fordømmelse mod dem, som har modstridende opfattelser.

I den Romerske Katolicisme omfatter “Guds Ord” ikke alene Bibelen, men også Apokryferne, Magisteriet (Kirkens autoritet til at undervise og fortolke guddommelige sandheder), Pavens ex cathedra udtalelser og en ubegrænset samling af kirketraditioner, nogle formaliseret i kanonlove og nogle, som endnu ikke er overdraget til at skrives ned.

Medens Evangelikale Protestanter tror, at Bibelen er den ultimative prøvesten for al sandhed, tror Romerske Katolikker, at Kirken afgør, hvad der er sandt, og hvad der ikke er det. I virkeligheden gør det Kirken til en højere autoritet end Skriften.

Trosbekendelser og læreudtalelser er bestemt vigtige. Men trosbekendelser og beslutninger truffet af kirkeråd samt alle doktriner - ja, endog Kirken selv må bedømmes på Skriften – og ikke omvendt. Skriften skal udlægges nøjagtigt i dens sammenhæng - ved at sammenligne med Skriften - absolut ikke efter nogens personlige luner. Skriften selv er således den eneste bindende regel for tro og praksis for alle Kristne. Protestantiske trosbekendelser og læreudsagn udtrykker ganske enkelt Kirkernes kollektive forståelse af den rette udlægning af Skriften. Kirkernes trosbekendelser og erklæringer kan på ingen måde udgøre en autoritet på højde med eller højere end Skriften. Skriften kræver altid prioritet over Kirken angående autoritet.

Romerske Katolikker tror på den anden side, at den ufejlbare sandhedsprøvesten er Kirken selv. Kirken bestemmer ikke blot - ufejlbarligt - den rigtige udlægning af Skriften, men supplerer også Skriften med ekstra lære og traditioner. Denne kombination af kirketraditioner plus Kirkens udlægning af Skriften er det, der indstifter den bindende regel for tro og praksis for Katolikker. Sagen er: Kirken sætter sig selv over den hellige Skrift angående autoritet.

Læren om retfærdiggørelse. Ifølge Romersk Katolicisme er retfærdiggørelse en proces, i hvilken Guds nåde bliver udøst i synderens hjerte og gør personen mere og mere retfærdig. Under denne proces er det synderens ansvar at bevare og forøge denne nåde ved adskillige gode gerninger. Det middel, ved hvilken retfærdiggørelsen først bliver opnået, er ikke tro, men dåbens sakramente. Endvidere, retfærdiggørelsen sættes overstyr, hver gang den troende begår en dødssynd, som f.eks. had eller ægteskabsbrud. Derfor er gerninger nødvendige både til at begynde og til at fortsætte retfærdiggørelsesprocessen efter den Katolske Kirkes lære.

Fejlen i den Katolske Kirkes standpunkt angående Retfærdiggørelsen, kan opsummeres i fire bibelske argumenter.

1. Skriften præsenterer retfærdiggørelsen som øjeblikkelig - ikke gradvis. Den sammenligner den stolte Farisæer med den knuste, angrende tolder, som slog sig for sit bryst og ydmygt bad om guddommelig nåde. Jesus sagde, at tolderen “gik retfærdiggjort hjem” (Luk. 18:14). Hans retfærdiggørelse var øjeblikkelig, fuldkommen, før han udførte nogen gerning, alene baseret på hans angrende tro.

Jesus sagde også: “Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der hører mit ord og tror på ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet” (Joh. 5,24).

Evigt liv er alle troendes nuværende ejendom. Den, der tror, går øjeblikkeligt fra evig død til evigt liv, for den person bliver øjeblikkeligt retfærdiggjort (Se Rom. 5,1,9; 8,1).

2. For det andet, betyder retfærdiggørelsen, at synderen bliver erklæret retfærdig - ikke faktisk gjort retfærdig. Dette går hånd i hånd med det faktum, at retfærdiggørelsen er øjeblikkelig. Der er ingen proces, der skal præsteres – retfærdiggørelsen er udelukkende en juridisk realitet, en erklæring, Gud fremsætter om synderen.

Retfærdiggørelsen sker ved en domstol - ikke i synderens sjæl. Den er et objektivt faktum - ikke et subjektivt fænomen, og den ændrer synderens status - ikke hans natur. Retfærdiggørelsen er et øjeblikkeligt dekret, i hvilken Gud erklærer synderen for at være retfærdig i Hans øjne - en guddommelig “ikke skyldig”-kendelse til bedste for den troende synder.

3. Bibelen lærer, at retfærdiggørelse betyder, at retfærdighed bliver tilskrevet - ikke indgydt. Retfærdighed bliver “tilregnet,” eller “tilskrevet” de troendes regnskab (Rom. 4,3-25).

De står retfærdiggjorte for Gud - ikke på grund af deres egen retfærdighed (Rom. 3,10), men på grund af en fuldkommen retfærdighed udenfor dem selv, som er tilregnet dem ved tro (Filip. 3,9).

Hvor kommer den fuldkomne retfærdighed fra? Det er Guds egen retfærdighed (Rom. 10,3), og det er den troendes i Jesu Kristus (1. Kor. 1,30). Kristi egen fuldkomne retfærdighed bliver tilskrevet den troendes personlige konto (Rom. 5,17,19), ligesom den fulde skyld for den troendes synd blev tilregnet Kristus (2. Kor. 5,21). Den eneste fortjeneste, Gud accepterer til frelse, er Jesu Kristi fortjeneste; intet af, hvad et menneske nogensinde kan gøre, kan fortjene Guds velvilje eller lægge noget til Kristi fortjeneste.

4. Skriften lærer klart, at mennesker bliver retfærdiggjort ved tro alene - ikke ved tro plus gerninger, jvf. apostelen Paulus: “Og er det ved nåde, er det ikke længere af gerninger; ellers ville nåden jo ikke længere være nåde” (Rom. 11,6).

Andetsteds vidner Paulus: “For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af” (Efeserbrevet 2,8-9; se også Ap.G. 16,31 og Rom. 4,3-6).

Faktisk, bliver det klart lært igennem hele Skriften: “For vi mener, at et menneske gøres retfærdig ved tro, uden lovgerninger” (Rom. 3,28; se også Gal. 2,16; Rom 9,31-32; 10,3).

I kontrast til det giver Romersk Katolicisme menneskegerninger en overdreven betoning. Den Katolske lære nægter, at Gud “retfærdiggør den ugudelige” (Rom. 4,5) uden først at gøre dem gudelige. Gode gerninger bliver derfor retfærdiggørelsens grundlag. Som tusinder af tidligere Katolikker vil bevidne, fordunkler Romersk Katolsk lære og liturgi den livsvigtige sandhed: At den troende bliver frelst af nåde ved tro, og ikke ved egne gerninger (Efes. 2,8-9). På en naiv måde tror Katolikker virkelig, at de bliver frelst ved at gøre godt, bekende synd og overholde ceremonier.

Det, at lægge gerninger til troen som grundlag for retfærdiggørelsen, er lige præcis den lære, som Paulus fordømte som “et andet evangelium” (se 2. kor. 11,4; Gal. 1,6). Det ophæver Guds nåde, for hvis fortjenstfuld retfærdighed kan erhverves gennem sakramenterne, “er Kristus jo død til ingen nytte” (Gal. 2,21).

Ethvert system, der blander gerninger med nåde, er derfor “et andet evangelium” (Gal. 1,6) - et fordrejet budskab, som er forbandet (Gal. 1,9) - ikke af et råd af middelalderlige biskopper, men af selve Guds Ord, som ikke kan brydes. I virkeligheden er det ikke en overdrivelse at sige, at det Romersk Katolske syn på retfærdiggørelsen udskiller den som en helt anden religion end den sande Kristne tro, for den er anti-tetisk i forhold til det enkle Evangelium af nåde.

Så længe den Romersk Katolske Kirke fortsætter med at hævde sin egen autoritet og binde sine medlemmer til “et andet evangelium”, er det alle sande Kristnes åndelige pligt at bekæmpe Romersk Katolsk lære med Bibelsk sandhed, og at kalde alle Katolikker til sand frelse. I mellemtiden må Evangelikale ikke kapitulere overfor presset til kunstig enhed. De kan ikke tillade, at Evangeliet bliver fordunklet, og de kan ikke gøre sig til venner med en falsk religion, for at de ikke skal blive delagtige i deres onde gerninger (2. Joh. 11).

http://www.gty.org/Resources/Articles/A190
---------------------------------
Adapted from John MacArthur, "Reckless Faith: When the Church Loses its Will to Discern" (Wheaton: Crossway Books, 1994). (Bearbejdet efter "Uforsvarlig tro: Når kirken mister viljen til at skelne" af John MacArthur)
-----------------------
Oversættelse Gert Gravgaard
En kort sætning er udeladt.
-----------------------------------------------------------------
© 1969-2009. Grace to You. All rights reserved.