Fra Israelnationalnews.com/13. december 2013.
Sådan kan Israel se ud næste år til december, hvis Kerry har heldet med sig.
For Araberne kommer 'Enden' først, når Israel er blevet ødelagt, og alle Arabiske 'flygtninge' vender tilbage til Israel.
Endnu en gang fortæller Israels venstrefløj os, at Israel ikke kan overleve, hvis vi nægter at overgive land. De siger, at Israel og 'Palæstina' kan leve "side om side i fred og sikkerhed".
De tager fejl.
I øjeblikket kontrollerer Araberne 99,75 procent land i Mellemøsten. Og Israel kontrollerer kun 2,5 tiendedele af én procent af Mellemøsten. Det Israelske venstre, EU og USA mener, at det er for meget land til Jøderne.
Efter deres mening kan der ikke blive fred, når Jøderne kontrollerer så meget land.
Derfor skal Israel engang i 2014 give Araberne både Judæa-Samaria og dele af Jerusalem. På den måde vil Araberne komme til at kontrollere 99,87% af Mellemøsten.
Vesten tager dette alvorligt, og det samme gør Israels venstrefløj. Begge parter ønsker, at Israel skal underskrive en diplomatisk 'hensigtserklæring', der tillader, at 'freden' kan udfolde sig i 'etaper'; det er i det mindste det mest sandsynlige scenario for de aktuelle fredsforhandlinger.
Det er en klog tilgang. Det giver mulighed for, at Vesten og Israels venstrefløj kan erklære, at en aftale er blevet indgået.
Det vil ikke betyde noget, at alt, hvad der er blevet indgået, er en aftale om at blive enige. Det, der vil betyde noget, er, at Vesten og Israels venstrefløj vil have et stykke papir, de kan vifte med og sige, 'vi har fred'.
Har vi ikke været der og gjort det?
PA - vor såkaldte fredspartner - vil også vifte med et stykke papir. Men det vil ikke være en fredsaftale. Det vil være deres nye kort - som viser 'Palæstina' i stedet for Israel.
Men dette øjeblik vil være begyndelsen, ikke afslutningen. For Araberne kommer 'Enden' først, når Israel er blevet ødelagt og alle Arabiske 'flygtninge' vender tilbage til Israel.
Deres leder, Mahmoud Abbas, vil vifte med sit kort. Han siger måske ikke ordene, men hans hensigt vil være at erklære en eller anden endelig krig imod Israel.
Det 'Palæstinensiske' slutspil (for at erstatte Israel) starter derefter.
Først vil Abbas haste til Den Internationale Straffedomstol. Han vil anklage alle de Israelske embedsmænd, der nogensinde har underskrevet noget papir mod Araberne i Judæa-Samaria. Han vil hævde, at Israelerne gennem årene ulovligt har tilbageholdt mere end 650.000 Palæstinensere og nægtet dem menneskerettigheder. Han vil søge erstatning for hver af disse fanger fra både privatpersoner og staten Israel.
Hans retssager vil beløbe sig til milliarder.
På samme tid vil han gå til FN's Generalforsamling. Han vil afkræve Israel skadeserstatning (i snesevis af milliarder) for årtiers såkaldte undertrykkelse, krigsskader og 'afsavn'.
Han vil kræve, at Israel betaler for hvert luftangreb, de nogensinde har rettet mod Arabiske mål. Han vil også kræve erstatning for de afsavn, der er forårsaget af 'Muren'.
Han vil kræve, at 'Palæstina' tager sæde i så mange af FN’s råd, udvalg og organisationer, som de kan skaffe. Derefter vil han kræve, at hvert af disse råd, udvalg og organisationer isolerer og sanktionerer Israel efter hver enkelts magt og myndighed.
Han vil kræve en etnisk udrensning af Jøder i 'Palæstinas nationale lande'. Han vil kræve, at FN følger moralen hos de kristne kirker i Canada - der bruger boykot og sanktioner mod Israel - for at sikre, at udrensningsprocessen bliver fuldført. I det modsatte tilfælde vil han erklære, at Vesten nægter Palæstinenserne retfærdighed.
Mens Abbas bearbejder FN, vil 'uautoriserede' Arabere affyre raketter mod Israel. ”Israel Defence Force”(IDF) vil få forbud imod at gå ind i det nye 'Palæstina'.
Derfor vil Jøder, som nu er fanget i deres boliger 'bag linjen', være ubeskyttede. De bliver beskudt og angrebet uden frygt for IDF’s ’indblanding'.
Jøder i Hebron vil (G-d forbyde det) blive truet med massakre. Jøder i Ariel vil blive stenet. Jøder i Jerusalem vil blive slået.
Hvis Abbas har fået sin vilje i december 2014, vil Israel blive trængt op i en krog. Hvis Israel spørger om hjælp, vil de allierede trække på skuldrene og sige: ”Hvad kan vi gøre? I er selv skyld i det, der sker.”
Men Araberne skal sikkert lide ligeså meget, som Jøderne og Israel har lidt, og til slut endda mere. For i deres nyfundne hovmod, vil de til sidst bombardere Tel Aviv. Det chokerende faktum, at Tel Aviv er blevet angrebet, vil blive dråben, der får bægeret til at flyde over. I det øjeblik, hvor der falder granater i Tel Aviv, ligesom der gjorde i Sderot, vil det vække den Jødiske stat. Israel vil forsvare Tel Aviv.
IDF vil vågne op. Tel Aviv er blevet angrebet! Og IDF vil ikke være venlig, for det vil blive en kamp på liv og død.
Men Abbas vil vende tilbage til FN. FN vil handle. De vil holde taler imod Israel. De vil fordømme Israel. De vil dæmonisere Israel. Men de vil ikke sende styrker ind i Israel. De vil ikke gribe ind.
’Palæstina’ vil smuldre. Abbas’ drøm vil fordampe. Israel vil blive stærkere end nogensinde før.
Vil dette være arven fra Israels venstrefløj?
