Figentræet står i knop.

Fra Douglashamp.com/

Vidnesbyrd fra Mattæus 24 om, at Herren vil vende tilbage i løbet af en generation fra Israels fødsel.


Afsnit I:
(Som pdf-fil til udskrift her)
Afsnit II:
(Som pdf-fil til udskrift her)
Afsnit III:
(Som pdf-fil til udskrift her)
Afsnit IV:
(Som pdf-fil til udskrift her)
Afsnit V:
(Som pdf-fil til udskrift her).
Afsnit VI:
(Som pdf-fil til udskrift her)
Noter:
(Som pdf-fil til udskrift her)

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Afsnit I:
(Som pdf-fil til udskrift her)

Indledning
Som dreng husker jeg følelsen af suset fra vinden, der strøg mit ansigt, og himlen, der blev mørk, når ildevarslende skyer rullede ind og dækkede solen. Så kunne der høres lyd af torden i det fjerne, og himlen blinkede. Det var en tid med stor forventning og spænding. Selvom stormen var flere miles væk, var det klart for alle, at den var på vej. Endetiden kan for en stor del sammenlignes med en kommende storm.

Vi kan se stormen komme og føle dens virkning, selv om den ikke er kommet helt endnu. Sådan er det også med Herrens genkomst. Tegnene er indlysende, selvom selve begivenheden endnu ikke er indtruffet.

Vedrørende tidspunktet for Herrens genkomst, spurgte Jesu disciple ham: "Sig os, hvornår dette skal ske, og hvad der er tegnet på dit komme og verdens ende?” (Matt 24:3b)

Så begyndte Jesus at beskrive de mange ting, der ville gå forud for Hans andet komme - hvoraf mange nu bliver opfyldt for vore øjne.

Jesus sagde: "For der skal komme mange i mit navn og sige: Jeg er Kristus! og de skal føre mange vild.” (Matt 24:5).

Siden år 1900 har der været dusinvis, som enten har hævdet at være Jesus eller Kristus i den ene eller anden form. Nogle af de mest bemærkelsesværdige er Sun Myung Moon, grundlæggeren af ”Unification Church” og David Koresh fra den religiøse sekt ”Branch Davidian”, Ariffin Mohamed fra Malaysia og Sergei Torop fra Rusland.

Jesus talte om krige, rygter om krig og nation mod nation.

”I skal høre krigslarm og rygter om krig. Se til, at I ikke lader jer skræmme! For det skal ske, men det er endnu ikke enden. For folk skal rejse sig imod folk, og land imod land, og sted efter sted skal der komme hungersnød og jordskælv. Alt dette er begyndelsen på veerne.” (Matt 24:6-8).

Kun i det tyvende århundrede har vi set hele verden i krig ikke bare én gang, men to gange. Dødstallet for Anden Verdenskrig alene var op mod halvtreds millioner mennesker - et antal, der førhen var uhørt i menneskehedens historie.

Det sidste århundrede kunne let blive klassificeret som krige, rygter om krig, nation mod nation og rige mod rige.

Der er mange tegn på Herrens genkomst, ligesom der var ved Hans første komme. Og Herren irettesatte lederne på Hans tid for ikke at opsamle de åbenbarede tegn, endskønt de var så tydelige ved Hans første komme.

”Han sagde også til skarerne: »Når I ser en sky trække op i vest, siger I straks: Der kommer regn! og det gør der. Og når I ser, at det blæser fra syd, siger I: Det bliver varmt! og det bliver det. I hyklere, jordens og himlens udseende forstår I at tyde; hvorfor forstår I så ikke at tyde denne tid?” (Luk 12:54-56, fremhævelse min).

Ligesom tegnene på den kommende storm var indlysende for mig som dreng, burde disse ledere have vidst, at deres Messias kom. Jesus bemærkede, at de let kunne og med succes forudsige vejret ved blot at kigge på himlen, men dog undlod de at se (eller i det mindste at acceptere) Messias, da Han var der foran dem. Vi ser også de sidste dages tegn på, at Jesus talte om det, der enten sker eller er ved at ske i vore dage.

At kende tider og timer
Paulus skrev i sit brev til Thessalonikerne, at de troende kan og bør kende tiden for Herrens (andet) komme, da de ikke er i mørket ligesom andre.

”Om tider og timer har I ikke brug for, brødre, at der skrives til jer. For I ved selv ganske nøje, at Herrens dag kommer som en tyv om natten. Når folk siger: »Fred og ingen fare!« da er undergangen pludselig over dem som veerne over en, der skal føde, og de skal ikke undslippe. Men I, brødre, er ikke i mørke, så dagen skulle kunne overraske jer som en tyv. I er jo alle lysets børn og dagens børn. Vi tilhører ikke natten, og heller ikke mørket." (1 Thess 5:1-5, fremhævelser mine).

Fødselsveer
Jesus sammenlignede alle de ovennævnte begivenheder med fødselsveer ved at sige: ”Alt dette er begyndelsen på veerne" (Matt 24:8). Ligesom hos en kvinde, der føder, vil veerne komme tættere og tættere på hinanden, indtil barnet endelig bliver født, så hvis vi skal overveje dagens begivenheder via fødselsbetegnelser, kan vi sige, at profetisk er alt, hvad der er tilbage, at presse barnet ud.

Alt, hvad Herren havde sagt hidtil (omtalt ovenfor), var et svar på disciplenes spørgsmål: "Sig os, hvornår dette skal ske, og hvad der er tegnet på dit komme og verdens ende?” (Matt 24:3b)

Afsnit II:
(Som pdf-fil til udskrift her)

Figentræet er tegn på Hans komme
”Lær denne lignelse af figentræet: Når dets grene bliver bløde og får blade, ved I, at sommeren er nær. Sådan skal I også vide, når I ser alt dette, at han står lige for døren. Sandelig siger jeg jer: Denne slægt (generation, eng. oversæt.) skal ikke forgå, før alt dette sker.” (Matt 24:32-34, fremhævelse mine)

Der er to oplagte spørgsmål vedrørende denne lignelse: Hvem eller hvad er figentræet, og hvor længe er en generation? Svaret på det første spørgsmål er umiskendeligt Israel. Gud sammenligner helt klart Israel med et figentræ. De følgende vers er i kronologisk rækkefølge.

”Jeg fandt Israel som druer i ørkenen, jeg så jeres fædre som tidlige figner i den første høst.” (Hoseas 9:10a, fremhævelser mine)

Her sammenligner Gud Israel med druer og fædrene med frugter fra figentræet. Så taler Han i Joel om "Mit land", som sammenlignes med "Mit figentræ" og igen viser, at Israel (både etnisk, nationalt og geografisk), bliver symboliseret ved et figentræ.

”Et folk er draget op imod mit land, mægtigt og uden tal, dets tænder er løvetænder, det har hunløvens kæber. Det har ødelagt mine vinstokke og knækket mine figentræer. Det flåede og skrællede barken af dem, så deres grene stod hvide.” (Joel 1:6-7, fremhævelser mine)

Derefter viser Gud Jeremias i et syn kurve med gode figner og dårlige figner. Bemærk, at både de gode og de dårlige er repræsentative for Israel (Juda). De "gode" bliver taget ud af landet, og er uden for fare, og de "dårlige" bliver tilbage for at blive dømt. [1]

”I den ene kurv var der meget gode figner, så gode som tidlige figner. I den anden kurv var der meget dårlige figner, så dårlige, at de var uspiselige. HERREN sagde til mig: »Hvad ser du, Jeremias?« Jeg svarede: »Figner! De gode figner er meget gode, og de dårlige er meget dårlige, så dårlige, at de er uspiselige.« ”Dette siger HERREN, Israels Gud: De bortførte fra Juda, som jeg sendte bort fra dette sted til kaldæernes land, anerkender jeg som gode, ligesom disse gode figner.” ”Dette siger HERREN: Judas konge Sidkija, hans stormænd og de øvrige fra Jerusalem, både dem, der er blevet tilbage i dette land, og dem, der har slået sig ned i Egypten, vil jeg gøre med som med de dårlige figner, der er så dårlige, at de er uspiselige; det skal blive til ulykke for dem.” (Jer 24:2-3, 5, 8 fremhævelser mine)

Jesus fortsætter sammenligningen mellem Israel og figentræet i den afsluttende fase af Hans tjeneste. Husk på, at Jesus havde gået omkring i Israel i omkring tre år, da han gav dem denne lignelse. Akkurat som illustrationen om Gud, der søger efter god frugt i Hans vingård og ingen finder (Esajas 5:1-7), sådan forventer Jesus, der er kommet i menneskeskikkels, også at finde nogle gode frugter, men fandt kun få eller ingen.

”Så fortalte han denne lignelse: »En mand havde et figentræ, som var plantet i hans vingård, og han kom og ledte efter frugt på det, men fandt ingen. Han sagde da til gartneren: I tre år er jeg nu kommet og har ledt efter frugt på dette figentræ uden at finde nogen. Hug det om! Hvorfor skal det stå og tage plads op til ingen nytte? Men han svarede: Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og givet det gødning. Måske bærer det så frugt næste år. Hvis ikke, kan du hugge det om.« (Luk. 13:6-9, fremhævelser mine)

At Jesus havde Israel i tankerne bliver bekræftet i slutningen af kapitlet, da Jesus græder over Jerusalem på grund af deres manglende vilje til at modtage deres Messias og erklærer, at deres hus bliver overladt til dem selv. Desuden kunne de Jødiske ledere i Jerusalem på ingen måde sige "Velsignet være han ...", så længe de ikke levede i landet, Israel (på den tid af deres eksil).

”Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke. Se, jeres hus bliver overladt til jer selv. Jeg siger jer: I skal ikke se mig mere, før den dag kommer, da I siger: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!« (Luk 13:34-35).

Afsnit III-A:
(Som pdf-fil til udskrift her)

Det forbandede Figentræ.
Jødiske mænd skulle præsentere sig for Herren tre gange om året. Jesus kom op til Jerusalem via Jeriko ved en række lejligheder i de godt tre år, Hans jordiske tjeneste varede, med henblik på at fejre højtiderne. Der var et Figentræ ved vejen (Matt 21:19), som Han uvægerligt må have set ved en række lejligheder, når Han gik op til Jerusalem. Dagen for Jesu triumftog, da Han kom op fra Jeriko på vej til Jerusalem, må Han have bemærket, at der ikke var nogen frugt på træet - ligesom gårdejeren i lignelsen ikke fandt nogen.

Da Han kom ind i Jerusalem, blev Han hyldet som Messias af masserne. Derefter drev Han vekselererne ud fra templet, hvilket bebudede Hans kommende udtalelse om, at Israel, ligesom Figentræet, var ufrugtbart. Om aftenen begav Han sig til Betania for at tilbringe natten hos sine venner Maria, Martha og Lazarus (Betania lå på vejen til Jeriko). Da Jesus vendte tilbage til Jerusalem næste morgen, gik Han forbi Figentræet og bemærkede, at der ikke var nogen frugt på det, skønt der i det mindste burde have været nogle tidlige frugter. Da Han så, at træet var ufrugtbart, forbandede Han det.

”Og da han fik øje på et figentræ ved vejen, gik han hen til det, men fandt ikke andet end blade på det. Så sagde han til det: »Du skal aldrig i evighed mere bære frugt!« Og i det samme visnede figentræet.” (Matt 21:19).

Ligesom i lignelsen om Figentræet havde Han været på udkig efter frugt hos den Jødiske ledelse i over tre år uden at finde nogen. De var ligesom det golde Figentræ, og ingen frugt var at finde. Så udtalte Han dom over det værdiløse træ og fik det til at dø med det samme, og dette symboliserede nationen. Med alt dette som vor baggrund kommer vi til den tid, hvor Han gav os prædikenen på Oliebjerget, og denne gang læser vi fra Lukas’ beretning:

”Og han fortalte dem en lignelse: »Se på figentræet og alle de andre træer. Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær.” (Luk 21:29 - 30).

Da Jesus befalede dem at lære en lignelse af Figentræet, må det have svirret i deres hoved med de seneste begivenheder i lignelsen og forbandelsen af Figentræet. Baggrunden for den Hebraiske Bibel (OT) gør det klart, at Jesus sammenlignede Israel med Figentræet, og ligesom Figentræet visnede, sådan ville Israel også hurtigt blive ødelagt af Romerne.

Israel blev ødelagt af Romerne i 70 e.Kr. og igen i 135 e.Kr. Efter det andet Jødiske oprør blev de formanet med dødsstraf til ikke at vende tilbage til Jerusalem. De blev derefter spredt til de fire verdenshjørner - uden et hjemland i næsten 1900 år. Desuden synes forbandelsen også at gælde for selve landet.

Rabbi Menachem Kohen fra Brooklyn opdagede, at landet Israel har "lidt af en hidtil uset, alvorlig og uforklarlig (ved andet end overnaturlig forklaring) tørke, der varede fra det første århundrede, indtil det 20. - en periode på 1800 år, der falder sammen med den tvungne spredning af Jøderne "[2]. Foranlediget af rabbiner Kohens forskning opdagede journalist Joseph Farah senere, at først, efter at Jøderne vendte tilbage, begyndte regnen igen at falde.

For 1800 år siden regnede det næsten aldrig i Israel. Dette var det golde land, der blev opdaget af Mark Twain. Det såkaldte "Palæstina" var en ødemark - ingen boede der. Der var ingen nævneværdig indfødt Arabisk befolkning. Den kom først efter, at Jøderne kom tilbage. Det begyndte i år 70 e.Kr. og varede indtil begyndelsen af 1900-tallet - omkring 660 tusind dage - uden regn.

Jeg besluttede at tjekke det, så godt jeg kunne, og undersøgte data for nedbørsmønstret i 150 år i Israel fra begyndelsen af 1800'erne og frem til 1960'erne. Det, jeg fandt, var forbløffende - stigende nedbør næsten hvert eneste år - med den kraftigste regn i og omkring 1948 og 1967. [3]

Efter de mange år, og ligesom Esajas havde forudsagt det, blev Israel født på én dag:
”Hvem har hørt mage, hvem har set dets lige? Kommer et land til verden på én dag? Fødes et folk på et øjeblik? Ja, Zion får veer og føder straks sine børn.” (Esaj 66:8).

Den 14. maj 1948 erklærede Israel (Figentræet) sin uafhængighed, og blev derefter ratificeret som nation ved en bekendtgørelse fra FN og bogstaveligtalt født på én dag. 1948 [5] bliver det år, som en generation må måles ud fra.

Afsnit III-B:
Er udeladt.

Afsnit IV:
(Som pdf-fil til udskrift her)

Alle træer
Vi har set, at Figentræet repræsenterer Israel i lignelsen, som Jesus fortalte til sine disciple. Ikke mindre end tre profeter anvender klart Figentræet som en repræsentation af Israel. Det gjorde Jesus også i lignelsen om gårdejeren og Figentræet. Han forbandede da et Figentræ og fortalte lignelsen om Figentræet i forbindelse med de sidste dage. Men når vi læser i Lukasevangeliet, at Jesus også nævnte "alle træer" - hvad skal vi så sige?

Jesus sagde, at vi skulle lære af lignelsen om Figentræet og alle de andre træer. Vi har lært, hvad den Bibelske betydning af Figentræet er, men hvad repræsenterer "alle træer"? Nogle gange, når Jesus fortalte en lignelse, fortolkede Han den. For eksempel fortolkede Jesus i Mattæus 13:18 betydningen af lignelsen om Sædemanden, hvor hver slags jord repræsenterer en type person og dennes særlige åndelige tilstand. Sådan er det også med vores lignelse, og for at få svaret må vi gå til Guds Ord.

Da Figentræet repræsenterer Israel som nation, kan vi forvente, at "alle træerne" også repræsenterer nationer. Hvis vi ser efter i Guds Ord, finder vi, at dette faktisk er tilfældet. Faktisk finder vi, at træer repræsenterer mennesker og især nationer i mindst otte passager blot i Tanakh (Det Gamle Testamente). Vi støder første gang på en lignelse om træer i Dommerbogen 9:7-16, hvor Jotam, søn af Gideon, henvendte sig til Sikems mænd, som netop havde dræbt halvfjerds af hans brødre for at følge hans anden bror, Abimelek.

”Engang ville træerne salve en konge over sig. De sagde til oliventræet: Du skal være konge over os! Men oliventræet sagde til dem: Skulle jeg give afkald på min fede olie, som guder og mennesker æres med, og give mig til at knejse over træerne? Så sagde træerne til figentræet: Kom, du skal være konge over os! Men figentræet sagde til dem: Skulle jeg give afkald på min søde og dejlige frugt og give mig til at knejse over træerne? Så sagde træerne til vinstokken: Kom, du skal være konge over os! Men vinstokken sagde til dem: Skulle jeg give afkald på min vin, som glæder guder og mennesker, og give mig til at knejse over træerne? Så sagde alle træerne til tjørnebusken: Kom, du skal være konge over os! Og tjørnebusken sagde til træerne: Er det jeres oprigtige mening at salve mig til konge over jer, så kom og søg tilflugt i min skygge! Ellers skal ild slå ud fra tjørnebusken og fortære Libanons cedre. Var det i trofasthed og oprigtighed, at I gjorde Abimelek til konge? Var det godhed, I viste Jerubba'al og hans hus? Gengældte I ham, hvad han gjorde?” (Dommerbogen 9:8-16).

I Esajas 10:33 refererer Gud til at afhugge "toppen af træerne", som til dem, der er arrogante og vil blive "hugget ned". Lignende billedsprog anvendes i Ezekiels Bog. Gud sammenligner i Ezekiel 15:2-6 vintræet med indbyggerne i Jerusalem, som vil blive brændt i ilden, fordi de er ubrugelige (det er afgudsdyrkelse).

Og Gud bruger træmotivet til at tale om Judas tilfangetagelse i kapitel 17 også. "Dette siger Gud Herren: Den store ørn med det store vingefang og de lange vinger, med tæt og broget fjerdragt, kom til Libanon. Den tog cedertræets top, rev topskuddet af, den bragte det til kræmmerlandet og satte det i handelsbyen." (Ezekiel 17:3-4).

I 606/5 f.Kr. tog Nebukadnesar nogle fra ledelsen i Juda til fange - og dermed bliver Juda sammenlignet med cedertræet i Libanon, og den højeste gren repræsenterer ledelsen, der formentlig inkluderede Daniel. Vi ved, at dette var tilfældet, fordi Gud giver denne fortolkning: "Sig til det genstridige folk: Forstår I ikke, hvad det betyder? Du skal sige: Babylons konge kom til Jerusalem og tog dens konge og stormænd og førte dem med sig til Babylon.” (Ezekiel 17:12).

Gud fortæller senere i kapitlet, hvad Han vil gøre med de højeste grene i modsætning til, hvad kong Nebukadnesar havde gjort. Mens kong Nebukadnesar gjorde den til "en vinstok med lav og krybende vækst" (Ezekiel 17:6) Gud ville oprette en konge og et kongerige, der skulle være stor blandt nationerne. "På Israels højeste bjerg planter jeg det. Det skal sætte grene og bære frugt, så det bliver et prægtigt træ; alle vingede fugle skal bo i det, i nålehangets skygge skal de bo." (Ezekiel 17:23).

Gud henviser så til alle træerne i området, som repræsenterer nationerne. Hvorvidt alle træer repræsenterer alle nationer i verden, eller blot nationer i området, er ikke klart.

"Så skal alle skovens træer forstå, at jeg er Herren. Jeg ydmyger det høje træ og ophøjer det lave, jeg lader det friske træ visne og lader det visne blomstre. Jeg, Herren, har talt, og jeg vil gøre det.” (Ezekiel 17:24).

Ezekiel 20:46-48 indeholder et andet eksempel på nationer, repræsenteret ved træer. Men måske er den mest sigende af alle Ezekiel 31:3-15. Assyrien sammenlignes der med et cedertræ i Libanon, der var større end alle de andre træer (hvilket vil sige nationerne).

"Derfor blev dens stamme højere end alle markens træer; … i dens skygge boede alle store folkeslag. (Ezekiel 31:5, 6).

Gud beskriver, hvordan Assyrien, Libanons cedertræ, var større end andre former for træer, selvom Gud ville sende en anden til at hugge det ned.

”Cedrene i gudshaven kunne ikke måle sig med den, enebærtræerne kunne ikke sammenlignes med dens sidegrene, platanerne var ikke så store som dens grene. Intet træ i gudshaven var smukt som den. Jeg gjorde den smuk med dens store nålehang, alle Edens træer i gudshaven måtte misunde den. Dette siger Gud Herren: Din stamme blev høj, den rakte sin krone op mellem skyerne og blev hovmodig over sin højde; derfor overgav jeg den til folkenes mægtige, han skulle handle imod den efter dens gudløshed; jeg kastede den ud.” (Ezekiel 31:8-11 ).

Daniel 4:10-11 og Zakarias 11:2 tilbyder også flere eksempler på regenter og nationer, repræsenteret ved træer. Med baggrund i Det Gamle Testamente kan vi nu vende tilbage til det Nye Testamente og ikke finde det overraskende, at Jesus bruger sæden (Matt 13:6,40), vinstokkens grene (Joh 15:6) og træer (Lukas 3:9; 21:29) til at repræsentere folk eller nationer, men meget i tråd med Skriften. Derfor, lad os igen se på Lukas 21:29: "Og han fortalte dem en lignelse: Se på figentræet og alle de andre træer”.

Figentræet er Israel, og derfor er ”alle træer” andre nationer. Spørgsmålet bliver da, hvilke nationer henviste Han til?

Svaret kommer fra sammenligningen med Figentræet; det blev udtørret og spirede derefter igen. Israel blev udtørret i mange år og kom derefter tilbage til at være en nation. Det ser derfor ud til, at Jesus henviste til andre nationer tæt på Israel, som også vil blive genfødt.

Det, der er forbløffende at opdage, er, at alle de lande, der grænser op til Israel, vendte tilbage til at blive uafhængige nationalstater omkring samme tid som Israel. ”The CIA World Fact Book” drøfter, hvordan Libanon, Jordan, Syrien og Egypten alle fik deres selvstændigheden mellem år 1943 og år 1952 - alle inden for fem år efter fødslen af Israel.

Efter Første Verdenskrig erhvervede Frankrig mandatet over den nordlige del af det tidligere Osmanniske Rige, provinsen Syrien. Frankrig udskilte Libanon fra regionen i 1920, og gav dette område uafhængighed i 1943.

Jordan
Efter Første Verdenskrig og opløsningen af det Osmanniske imperium, fik Britterne mandat til at regere meget af Mellemøsten. Storbritannien udskilte en halvautonom region, Transjordan, fra Palæstina i begyndelsen af 1920'erne. Området fik sin uafhængighed i 1946, og antog navnet Jordan i 1950.

Syrien
Efter Første Verdenskrig erhvervede Frankrig mandat over den nordlige del af det tidligere Osmanniske Rige, provinsen Syrien. Frankrig administrerede området som Syrien, indtil de gav dem uafhængighed i 1946.

Egypten
Efter færdiggørelsen af Suezkanalen i 1869 blev Egypten et vigtigt centrum for verdenstransporten, men faldt også kraftigt i gæld. Angiveligt for at beskytte sine investeringer, overtog Storbritannien kontrollen med Egyptens regering i 1882, men den nominelle troskab til det Osmanniske Rige fortsatte indtil 1914. Egypten blev delvist uafhængig af Storbritannien i 1922, og erhvervede fuld suverænitet med omstyrtelsen af det Britisk-opbakkede monarki i 1952, (CIA World Fact Book, fremhævelser mine). [9]


Disse lande eksisterede - ligesom Israel – ikke som selvstændige lande før 1943 og derefter. De var simpelthen dele af Det Osmanniske Rige og derefter dele af det Britiske imperium eller en Fransk koloni. Deres fødsel omkring Israels fødsel styrker betydningen af 1948.

Afsnit V:
(Som pdf-fil til udskrift her).

Hvad er en Generation?
Vi har afgjort, hvad Figentræet repræsenterer, og nu skal vi afgøre, hvad en generation vil sige. "Sandelig siger jeg jer: Denne slægt [Genea γενεά] skal ikke forgå, før alt dette sker." (Matt 24:34).

Når vi overvejer dette spørgsmål, vil vi måske først og fremmest gøre klogt i at huske, at Jesus ikke talte Græsk til sine disciple, men Hebraisk, hvilket er dokumenteret i min bog “Discovering the Language of Jesus”. Ikke alene talte Jesus Hebraisk til Jøderne på Hans tid, som helt sikkert omfattede Hans disciple, men efter det, der er kendt som fragmenter af Papias, blev bogen af Mattæus først skrevet på Hebraisk og senere oversat til Græsk.

Papias var en af de tidlige kirkefædre. Han levede år 70-155 e.Kr. Den tidlige kirkehistoriker Eusebius bemærkede, at han "havde det privilegium at være i forbindelse med Polycarp i venskab med St. Johannes selv, og 'andre, der havde set Herren." (Eusebius 3.39.15) [...] Han siger om Mattæus (fragment VI) "Mattæus samlede [Herrens] orakler på det Hebraiske sprog, og hver enkelt fortolkede dem, så godt han kunne." (Eusebius, III, 39, 1) (Hamp, Discovering the Language of Jesus, 2005).

Da Jesus talte Hebraisk, er det ord, vi virkeligt bør overveje, det Hebraiske ord dor (דּוֹר). Det ligger til grund for det Græske ord Genea (γενεά) (den Græske Septuaginta oversætter dor som Genea). Dor er i Gesenius' Hebrew Lexicon defineret som "(1) en alder, en menneskelig generation, en tidsperiode og livsårenes kredsløb.

"Baseret på min egen forskning, hvor jeg undersøgte de 79 gange, hvor ordet bruges i den Hebraiske Bibel, bør ordet defineres som en persons livsperiode. Med andre ord, ”generation” defineres både som tidsperiode og en gruppe mennesker, der ikke kan adskilles. Den teologiske ordbog over Det Gamle Testamente (TWOT) forklarer betydningen af ”generation” som hele en persons liv:

Indimellem er der et Hebraisk ord, hvori etymologien (vejen til opdagelse af gamle tankemønstre) er af afgørende betydning for at opdage den sande livssituation, hvori ordet skal forstås. Det er tilfældet her. Alle autoriteter er enige om, at ”dor”, navneordet, er afledt af dur, verbet. Den enkle primitive forståelse, der ikke findes udtrykkelig i nogen Bibelske tekster, er at bevæge sig i en cirkel, omgive. [...] På denne måde giver en oprindelig betydning af at "gå i en cirkel" [...] grundlag for et ord af vigtig teologiske betydning. [...] Med et helt igennem forståeligt begreb er et menneskes liv, der begynder med jord og vender tilbage dertil (1 Mos 3:19), en dor, (TWOT Dor ).

Selv om det er rigtigt, at en ny generation begynder med fødslen af ens afkom, ophæver det stadig ikke den omstændighed, at længden af en bestemt generation er den samlede levetid. I virkeligheden er det Hebraiske eller Græske ord ikke så forskellige fra dets Engelske ækvivalent. Hvis vi taler om mine forældres generation, er det den befolkningsgruppe, der er født omkring samme tid som dem. Jeg tilhører ikke i mine forældres generation - jeg er anden generation.

Faktisk er jeg født tredive år inde i mine forældres liv. Men vi bør ikke definere længden af en generation som intervallet mellem de to, men snarere som levetiden for en given person. Faktisk lever min mor stadig, ligesom mange mennesker i hendes generation også lever. Nogle mennesker i hendes generation - som min far - er allerede døde. Dog vil der være nogle, der lever og er i firserne, og endda et par, der er i halvfemserne.

Lad os overveje følgende vers, der viser, at folkegruppen i en vis tidsperiode alle var døde: "Josef og alle hans brødre og hele det slægtled (generation) var døde." (2 Mos 1:6 fremhævelse min).

Verset taler helt klart ikke om folk på Abrahams eller Moses’ tid. Det var befolkningsgruppen på et bestemt tidspunkt, der var døde - det er en generation. Salmisten demonstrerer et lignende udtryk, hvori han formaner dem, der levede på hans tid, til ikke være ligesom deres fædres generation (tid): ”De skulle ikke være som deres fædre, en genstridig og trodsig slægt (generation), en slægt, som ikke vendte sit hjerte til Gud, og hvis ånd ikke var trofast mod ham." (Salme 78:8).

Bemærk, at ”generation” bliver brugt om både en befolkningsgruppe (fædre), og en tidsperiode (da fædre nødvendigvis komme før deres afkom). Når Salmisten siger: "En slægt (generation), som ikke vendte sit hjerte til Gud,” taler han derfor om en bestemt gruppe mennesker, der levede på et bestemt tidspunkt.

Dette forstærkes af Femte Mosebog 2:14, hvor Moses taler om den tid, der blev tilbragt i ørkenen, som en straf mod den generation, der gjorde oprør mod Herren.

”Fra vi forlod Kadesh-Barnea, til vi gik over Zered, var der gået otteogtredive år; da var hele det slægtled (generation) af krigere i lejren omkommet, sådan som Herren havde svoret." (5 Mos 2:14).

Generationen var levetiden (40 år plus 20) for en gruppe mænd, som det kan udledes af 4 Mosebog, hvor Gud angiver den mindste tid for en generation [Hebraisk: dor דּוֹר; Græsk: Genea γενεά] som 60 år (tyve plus over 40 års vandring):

”De mænd fra tyve år og opefter, som drog op fra Egypten, skal ikke få det land at se, som jeg lovede Abraham, Isak og Jakob, for de har ikke været fuldt og helt med mig;”…”Og Herrens vrede flammede op mod Israel, og han lod dem flakke rundt i ørkenen i fyrre år, indtil hele det slægtled (generation) [LXX læser: Genea γενεά], der havde gjort, hvad der var ondt i Herrens øjne, var omkommet.” (4 Mos 32:11;13; fremhævelser mine).

Således er minimumsalderen for en generation 60 år (40 år er aldrig en generation i Skriften i modsætning til, hvad mange har hævdet). Men der er et andet vers, der angiver en mere normal levetid for et menneske, og som også er nøglen til at se, ca. hvornår Herren vender tilbage for anden gang, (et faktum, påpeget over for mig af Dr. Kenton Beshore, Sr).

”Vore leveår kan være halvfjerds, eller firs, hvis kræfterne slår til, men al deres stolthed er elendighed og ulykke; hastigt går det, så flyver vi bort.” (Salm 90:10).

Fylden i en generation, der er 70 eller 80 år, bliver slående, når man betænker, at Moses, forfatteren af denne salme, blev 120 år gammel. Bibelkommentatoren, Thomas Constable, påpeger:

Det er interessant, at han sagde, at den normale menneskelige levetid er 70 år. Han blev 120 år, Aaron var 123 år, da han døde, og Josva døde, da han var 110 år. Deres lange liv vidner om Guds trofasthed med at yde et langt liv til gudfrygtige, som Han lovede under den mosaiske pagt, (Constable, Salme 90)

Det ser ud til, at Helligånden vejledte Moses til at skrive, hvad en typisk levetid er versus hans (og andre gamles) levetid.[10] Vi finder endvidere Bibelske beviser for, at en generation er en levetid, der svarer til 70 (eller 80) år i Esajas 23:15, som i en sammenhæng siger: "halvfjerds år, én konges levetid.”

Ifølge CIA World Fact Book [11] var den længste gennemsnitlige levetid (efter land) i 2009, 84,36 år i landet, Macau. Schweizerne havde den 10. længste levetid på 80,85 år. Israelerne rangerede som den 12. i verden, og i gennemsnit levede de til, de var 80,73 år gamle. Amerikanerne rangerede som nummer 49 med forventede 78,11 år, og Guatemalanere rangerede som nummer 143 med forventede 70,29 år. Folk i kun 38 lande (ud af 224) lever mindre end 60 år i gennemsnit.

Salme 90:10 giver derfor et meget realistisk billede af, hvor længe en generation er. Langt de fleste mennesker (nationaliteter) på planeten lever til de er 60 år (185/224 eller 82,5%). Færre, men stadig et flertal, lever i halvfjerdsårsalderen (144/224 eller 64,2%). Men kun en brøkdel lever i gennemsnit i firsårsalderen (22/224 eller 9,8%).

Mattæus kommer med vort sidste spor i starten af sit Evangelium med hensyn til antallet af generationer fra Abraham indtil Kristus, og derved vises, at ”generation” (Genea γενεά - det samme ord, som bruges i Mattæus 24:34) betegner en persons levetid:

”I alt er der altså fra Abraham indtil David fjorten slægtled (generationer) [Genea γενεά ], fra David indtil bortførelsen til Babylon fjorten slægtled (generationer) [Genea γενεά], fra bortførelsen til Babylon og indtil Kristus fjorten slægtled (generationer) [Genea γενεά ].” (Matt 1:17; fremhævelser mine).

Her ser vi, at en generation er levetiden for en person, og ikke den specifikke mængde år, selvom vi har lært, at varigheden af en generation er alt fra 60 til 80 år. Vi må forstå, at generationer overlapper hinanden. Når en far og mor har børn, er en ny generation født, men så længe alle mennesker, der er født omkring deres fødselsdatoer, er levende, er deres generation ikke gået bort.

Tænk på det på denne måde: Baby Boom-generationen (født mellem 1946 og 1964) er endnu ikke gået bort. Faktisk ville de ældste medlemmer lige nu nå midten af 60'erne. Nogle af dem er allerede gået bort, men de fleste kan forvente at have det godt i deres 70. og nogle endda i deres 80. leveår.

På samme måde vil den generation, der omtales af Jesus, ikke forgå, før alle de ting, han nævnte, finder sted. Det følgende diagram viser, hvordan generationer overlapper hinanden. Den 1. generation kunne sammenlignes med Baby Boom generationen. Generation 2 blev født i begyndelsen af Baby Boomernes liv (generation), men de hører ikke til de store årgange.

I betragtning af alle de beviser, vi har udforsket, vil jeg gerne foreslå, at de store årganges generation er den generation, der ikke vil gå bort, før Herren kommer igen.

1. Generation (Total levetid)
2. Generation (Total levetid) overlapper 1.
3. Generation (Total levetid) overlapper 1. og 2.

Afsnit VI:
(Som pdf-fil til udskrift her)

Hvilken Generation?
”Sådan skal I også vide, når I ser alt dette, at han står lige for døren. Sandelig siger jeg jer: Denne slægt (generation) skal ikke forgå, før alt dette sker.” (Matt 24:33-34, fremhævelse min).

Den generation, der bliver talt om her, må være den generation, der skulle se alle de ting, som Jesus talte om, da disciplene spurgte Ham, og det ville specifikt være den generation, der så "figentræet stå i knop".

Da vi har set, at Figentræet var Israel både hos profeterne og ifølge Jesus, så må "denne generation" være den, der begyndte med oprettelsen af den nye stat, Israel. [12]

Figentræet står i knop
Således ser vi, at Israel var et udtørret træ for omkring 1900 år siden, men derefter bar grenene mirakuløst blade på én dag, den 14. maj 1948. Jesus fortalte os, at når dette skete, stod Hans tilbagevenden for døren. Han sagde, at den generation, der oplevede dette, på ingen måde ville forgå. En generation er en persons levetid, og det er i gennemsnit mellem 70 og 80 år.

Lignelsen om figentræet var svaret på disciplenes oprindelige spørgsmål i begyndelsen af kapitlet:

”Mens han sad på Oliebjerget, kom hans disciple, da de var alene, hen til ham og sagde: »Sig os, hvornår dette skal ske, og hvad der er tegnet på dit komme og verdens ende?« (Matt 24:3).

Den opmærksomme studerende af Ordet har bemærket, at denne henvisning til, hvornår afslutningen på tidsalderen vil være, tilsyneladende er i modstrid med Jesu egne ord i ApG 1:6-8.

”Mens de nu var sammen, spurgte de ham: »Herre, er det nu, du vil genoprette Riget for Israel?« Han svarede: »Det er ikke jeres sag at kende tider eller timer, som Faderen har fastsat af egen magt. Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende.« (ApG 1:6-8).

Men denne tilsyneladende modsigelse bliver løst, når vi ser, hvem Jesus talte til. De disciple, Han talte til i Apostlenes Gerninger, var de samme mænd, som Han kun ca. 40 dage tidligere havde fortalt, hvad man skal se efter ved afslutningen af tidsalderen.

Og de tegn, Han fortalte dem om, ville definitivt markere begyndelsen på den generation, der ville se enden. Det var intet mindre end Figentræet, som rakte sine grene frem, der blev bløde. Således er løsningen "Figentræet".

De stillede et spørgsmål, som Han allerede havde besvaret for dem - se efter en genopblomstring af Figentræet (som Jesus havde forbandet). Med andre ord, var der ingen mening i at kigge efter tidsalderens afslutning, så længe Israel var et indtørret træ! Der var ingen mening i at kigge efter Kristi genkomst, så længe Figentræet forblev forbandet (det vil sige: ikke en nation). Først når grenene blev bløde, kunne genoprettelsen af Riget komme.

Det var derfor, Jesus fortalte sine disciple, hvad de ville modtage i mellemtiden ("men I skal få kraft"), og hvad deres opgave ville være ("og I skal være mine vidner") indtil genoplivningen af Figentræet og i sidste ende Hans andet komme. Derfor ville der, før Figentræet (Israel) blev genoplivet, ikke være nogen genoprettelse af Riget for Israel - hvilket naturligvis er logisk: Israel kunne ikke få Riget, hvis det ikke eksisterede som en national enhed (et indtørret træ). Men indenfor en generation (en persons levetid) efter genoplivningen af Figentræet (Israel) ville Riget blive genoprettet i den tusindårige/Messianske æra.

Vi har set, at den Bibelske fortolkning af Figentræet klart er Israel. Vi har også set, at en generation er levetiden for en person, der ifølge Salme 90:10 almindeligvis er 70 eller 80 år. Hvorvidt Herren er forpligtet til at vende tilbage indenfor præcis 80 år, kan vi naturligvis ikke vide rent læremæssigt. Ikke desto mindre bør vi - i lyset af den utrolige nøjagtighed ved Hans første komme - være overbevist om, at de ovennævnte tider er både rimelige og sandsynlige.

”Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden. Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen.« (Luk 21:34 - 36).
------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Enkelte afsnit er udeladt.
------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Betænk også dette ord: ”…og Jerusalem skal nedtrampes af hedninger, indtil hedningernes tider er til ende.” Luk 21:24b.
I 1967 kom Jerusalem igen på Jødiske hænder, og hedningernes tider var dermed til ende.
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Noter:
(Som pdf-fil til udskrift her)
[1] This is analogous to the rapture in that the “good” are taken out of the land and the “bad” are left to be judged.
[2] Retrieved October 4, 2010 from: http://www.wnd.com/index.php?fa=PAGE.printable&pageId=65288.  Thanks to my friend Bob Rico for bringing this to my attention.
[3] Ibid.
[4] Could the earth be a representation of the UN?
[5] An interesting circumstantial confirmation of the 1948 date is found concerning the birth of Abraham.  According to biblical chronology (reading from the Massoretic text) he was born 1,948 years after creation (Anno Mundi).  While that calculation is based on the year of creation and not the Gregorian calendar, the same number is striking.  Furthermore, the date of Abraham receiving the covenant in Genesis 15 was given 2,018 years anno mundi. Given that the birth of Abraham, the father of the nation, and the rebirth of the nation both occurred in the same year (on their respective calendars), is it possible that AD 2,018 (on the Gregorian calendar) will also be significant?
[6] My study of the Scriptures was not influenced by the Apocalypse of Peter – I in fact found it after I had written most of the chapter.
[7] Retrieved July 15, 2010 from: http://www.ntcanon.org/Apocalypse_of_Peter.shtml.  The authorship of the work is uncertain though some suggest that it was Clement, Peter’s disciple since he is mentioned in the work itself.
[8] First published by the Abbe Sylvain Grebaut in Revue de l’Orient Chretien, 1910: a fresh translation from his Ethiopic text by H. Duensing appeared in Zeitschr. f. ntl. Wiss., 1913.
[9] https://www.cia.gov/library/publications/the-world-factbook/geos/xx.html
[10] If we understand from Genesis 15 that Abraham’s descendants will be afflicted for four hundred years and that they would come back in the fourth generation, then the maximum lifespan would appear to be 100 years – which again demonstrates that generation is the lifespan of an individual.
[11] Retrieved May 3, 2010 from: https://www.cia.gov/library/publications/the-world-factbook/rankorder/2102rank.html
[12] A speech given by Benjamin Netanyahu May 16, 2010 at Ammunition Hill in honor of Jerusalem Day confirms that he is of the generation that is saw the rebirth of Jerusalem.  Netanyahu was born in 1949 which makes him just one year younger than the nation itself. “We are the generation which was lucky enough to see our holy sites liberated and returned to our hands, and it is upon us to transfer this right to our children.” Retrieved May 20, 2010 from: http://www.jpost.com/Israel/Article.aspx?id=175392
[13] Thanks to my good friend Dr. Beshore for his valuable insights into these dates via personal communication.
[14] These dates seem to be confirmed extra-biblically by virtue of several discoveries: a massive Coronal Mass Ejection from the sun is expected between 2012-2014; there will be a series of four total lunar eclipses (tetrad) between 2014-2015 all of which fall on biblical feast days (as discovered by Mark Biltz) which potentially spells trouble for Israel; the all seeing eye on the back of the dollar bill (as discovered by Tom Horn) point to the coming of the antichrist between 2012 and 2016; both the Mayan and Aztec calendars have ending dates of 2012.

http://www.douglashamp.com/the-fig-tree-has-budded/#_ftn10