Fra Moriel.org/3. juni 2012.
(Som pdf-fil til udskrift her.)
Herrens navn – Del I af IV.
En skjult Gud eller en guldkalv?
Gud ville ikke vise sit ansigt, det vil sige Hans fulde herlighed. Han dækkede Moses til, så han ikke skulle se det og dø. Gud åbenbarede snarere sin indre herlighed, sit navn, gennem ordet. Det var proklamationen af hans væsen.
”Han er den usynlige Guds billede, al skabnings førstefødte.” Kol 1,15.
”..for dem, der ikke tror; deres tanker har denne verdens gud blindet, så de ikke ser lyset, der stråler fra evangeliet om Kristi herlighed, Kristus, som er Guds billede.” 2 Kor 4,4.
Jesus - kaldet Guds ord - kom for at åbenbare Guds væsen. Han forlod sin glans, herlighed og magt, og kom i form af en almindelig mand. Han var ikke en slave, da det ville have forhindret hans jordiske tjeneste, men dog kom han som et almindeligt menneske.
Esajas 53 fremhæver dette punkt:
”Han skød op foran Herren som en spire, som et rodskud af den tørre jord. Hans skikkelse havde ingen skønhed, vi så ham, men vi brød os ikke om synet."
I Jesu tjeneste, gennem Hans ord og lærdom, samspillet med mennesker på alle sociale niveauer, Hans handlemåde og eksempel, og i sidste ende Hans død og opstandelse, ser vi Guds væsen fuldt åbenbaret. Hans retfærdighed og absolutte respekt for loven kan ses i bjergprædikenen. Hans barmhjertighed er synlig gennem Hans kærlige modtagelse af angrende syndere. Vi ser Guds nåde i, at apostlene får Helligånden og alle de nødvendige nådegaver. Vi ser Guds retfærdighed i afsløringen af hykleriet hos farisæerne etc. Evangeliet om Kristi herlighed er den måde, hvorpå Gud har valgt at åbenbare sit navn for verden.
Da Israel dannede afguden, guldkalven, tillagdes den ydre skønhed Gud, mens man fuldstændigt ignorerede Hans væsen. Dette er essensen af afgudsdyrkelse. Mennesket ignorerer fuldstændigt Guds værdier, lære, domme osv., og vil kun huske Hans ydre herlighed. Problemet er, at vi som syndige mennesker er tilbøjelige til at begære ydre herlighed. Dette var stoltheden hos Satan. Han ønskede at blive æret, som Gud blev det. Han ønskede at være over de andre skabninger, ligesom Gud. Han så den ydre herlighed og eftertragtede den. Vi er altid i fare for - og i sandhed skyldige i - den samme fatale fejl. Du viser ikke åbent din tegnebog fuld af penge i Manilas trange gader! Og Gud åbenbarer ikke sin herlighed for dem, der vil have den til sig selv.
”Ikke os, HERRE, ikke os, men dit navn skal du give ære, for din godheds og troskabs skyld. Hvorfor spørger folkene: »Hvor er deres Gud?« når vores Gud er i himlen og gør alt, hvad han vil?” Salm 115,1-3.
På den tid fremviste nationerne deres guder i deres templer. De var smukt dekorerede, indfattet i guld eller måske lavet med et barsk udseende. Men hvor var Israels Gud? Israels Gud kunne ikke ses. Han er i himlene. Israels Gud gav dem Toraen, der indeholder alt, hvad Israel behøvede at vide om Ham. Han ville ikke blive tilbedt som guderne i de andre nationer. Det oprørske Israel var ikke tilfreds med den slags åbenbaring. De blev bevæget af øjnenes lyst. I dag er det det samme. Verdsligt indstillede mennesker ønsker herlighed, ikke Sandheden. Penge kan ses. Store huse kan ses. Smarte biler, tøj og make-up fanger øjet. "Du har din Bibel, men jeg har min sport, dyr livsstil og rigdom!"
Paulus advarer os om at undgå «griskhed, for det er afgudsdyrkelse.» Kol 3,5.
Japan har mange smukke templer, men Buddhismen er tømt for moral og kan ikke håndtere problemet med synd og død. Intet illustrerer dette mere end deres begravelsestjenester, hvilke aldrig synes at afslutte. Præsterne messer ord, som ingen forstår. Hvad siger han? Det er ligegyldigt! Så længe der brænder røgelse, værelset er indrettet og præsten er klædt i sin traditionelle robe. Der er en sensualitet over det hele. En passiv skønhed, der skal gøre, at alle føler sig godt tilpas. Meget få mennesker bekymrer sig virkeligt om, hvad Bibelen - eller selv Buddhismen - lærer om døden. Det er nok at have en rigt udsmykket gudstjenester.
Selvom Gud ofte delvist viser sin herlighed i verden på denne måde eller - ved en katastrofe - i velsignelse af Hans børn, eller endog i et mirakel, skal Gud ikke evalueres ”efter menneskelig standard”. Om Han ”ses” eller ej, er Sandheden om Gud indlysende og findes i overflod gennem Ordet. Den lov, som taler til vore hjerter, profetien, er opfyldt gennem tiderne. Hans visdom overgår menneskets forstand. Den er indeholdt i Ordet.
Salme 115,4-8:
”Deres gudebilleder er sølv og guld,
menneskehænders værk.
Nok har de mund, men de kan ikke tale,
nok har de øjne, men de kan ikke se,
nok har de ører, men de kan ikke høre,
nok har de næse, men de kan ikke lugte.
De har hænder, dem kan de ikke føle med,
de har fødder, dem kan de ikke gå på;
der er ikke en lyd i deres strube.
Sådan bliver også de, der har lavet dem,
alle der stoler på dem."
Afguderne er udadtil glorværdige, men de har ingen personlighed overhovedet. Deres øjne vil ikke se din synd, i modsætning til Kristus, som i Åbenbaringen præsenteres som lammet med et fuldendt syn...
”Og jeg så et lam stå mellem tronen og de fire levende væsener og de ældste, det så ud som slagtet, og det havde syv horn og syv øjne – det er Guds syv ånder, der er sendt ud over hele jorden.” Åb 5,6.
En afgud kan ikke se, hvad du gør på kontoret, når ingen ser det, men Jesus, Guds sande billede, ser alle. Selvom den har en mund, vil en afgud ikke fortælle dig, når du går til grænsen, leger med synd, vækker unødige problemer, opretholder en uren tanke, men Guds sande billede taler til os gennem en stadig Ånd. Selvom afguden har en næse, har den ingen kraft til at "prøve ånderne, for at se, om de er af Gud"; men Guds sande billede, Kristi legeme, har nådegaven til at bedømme ånder, ligesom enhver sand troende til en vis grad har. Det sande billede er en trussel mod vores egoistiske livsstil. Afguden kommer ikke ind på nogen. Det er derfor verden elsker afguder, men bliver fornærmede over Sandheden.
Den sande Gud har øjne, ører osv., og Han bruger dem!
”Herrens arm er ikke for kort til at frelse, hans ører ikke for døve til at høre.” Esajas 59,1.
Mennesket blev skabt i Guds billede. Han gav os øjne, ører, hænder osv. og forventer, at vi skal bruge dem!
"Har nogen ører at høre med, skal han høre!” Mar 7,16.
Men når man afviser Jesus, det sande billede, og erstattede ham med en afgud, så bliver mennesket ligesom afguden.
”Sådan bliver også de, der har lavet dem, alle der stoler på dem.” Salm 115,8.
De kan ikke se Guds åbenbaring, og heller ikke faren foran dem, ligesom den mand, der gambler, indtil han er bankerot. De har ingen reel visdom. De hører ikke Guds røst, og de hører heller ikke råbene fra de trængende. Ligesom min engelsksprogede studerende, der engang sagde til mig: "Jeg ville ønske oversvømmelserne havde vasket alle de hjemløse med ned ad floden!" De har ingen reel barmhjertighed. De kan ikke bedømme Sandhed og løgn, godt og ondt. De har ingen kærlighed til Sandheden. Guds væsen er overhovedet ikke i dem.
